Navngivning og dåb

Navngivning:

Du finder oplysninger om navngivning på www.borger.dk. Vær opmærksom på at begge forældre skal signere for navnet. Oplever I problemer, må I endelig kontakte kirkekontoret. Når registreringen af navngivningen er gennemført modtager I en personattest i e-boks.

Du kan desuden finde oplysninger om navne på https://familieretshuset.dk/navne/navne/navnelister, hvor du blandt andet også kan finde lister over godkendte drenge- og pigenavne.

Navngivningen skal finde sted senest 6 måneder efter barnets fødsel af hensyn til den offentlige registrering.

Dåb:

I Galten er der mulighed for dåb ved søndagens gudstjenester, samt ved lørdagsdåb den første lørdag i hhv. marts, juni, september og december.

Aftale om dato træffes med kirkekontoret, når barnet er født. Dåben er placeret i begyndelsen af gudstjenesten, som typisk varer ca. en time.

Så snart forældrene har bestemt sig for barnets navn; valgt hvem, der skal bære barnet; samt lavet aftale med fadderne, skal oplysningerne herom afleveres på kirkekontoret. Alternativt kan oplysningerne sendes via dette link: https://sikkerformular.kirkenettet.dk/contact/form?sid=8085.

Der skal være 2 til 5 faddere, og de skal være døbt. I forhold til registrering af faddere kræves navne og adresser. En måneds tid før dåben tager forældrene kontakt til den præst, som skal medvirke ved gudstjenesten den pågældende søndag, så der kan aftales et tidspunkt for en dåbssamtale. Efter dåben udleveres dåbsattest.

Dåbsritualet kan findes bag i Den Danske Salmebog og du kan læse mere om dåb her https://www.folkekirken.dk/livets-begivenheder/daab.

Kontakt endelig kirkekontoret eller én af sognets præster for videre vejledning.

 

Lån en dåbskjole

Ikke alle har en dåbskjole i familien. Derfor har Galten kirke to dåbskjoler, som det er muligt at låne.

Til kjolerne hører både lyserødt og blåt bånd, ligesom der er to huer, hvor der også findes lyserødt og blåt bånd til. Man er også velkommen til selv at sætte en sløjfe på efter eget valg og dermed være med til at sætte sit eget præg på kjolen på dagen.

Ønsker I at låne en dåbskjole, kan I rette henvendelse til kirkekontoret eller aftale nærmere med præsten ved dåbssamtalen.

Kirkens adresse

Galten kirke, Nørregade 44, 8464 Galten

KIRKEBIL

TAXA 86 51 00 00 Ældre og gangbesværede er meget velkomne til at bestille gratis taxa til og fra gudstjenester og kirkelige arrangementer. Kontakt venligst Skanderborg Taxa – helst dagen før.

OM KIRKENS NYHEDSBREVE

Har du lyst til at modtage sognets nyhedsbrev?

Det kommer nogle gange om året og henvender sig især til børnefamilier.

Hvis du udfylder navn og mailadresse i rubrikken nedenunder, og derefter trykker på TILMELD,

så modtager du nyhedsbrevene, når de udkommer.

 

 

Tilmeld dig nyhedsbreve