Menighedsmødet handler om dåb. 

Det nye dåbsritual – kampen om Guds børn

Dåben diskuteres i øjeblikket overalt i det danske land – på arbejdspladsen, i roklubben, til trav, ja, endda i de fine saloner, som jeg har hørt, de har i det store København. Kirkeministeriet har nemlig nedsat en dåbskommission, som er kommet med tre oplæg til et mere strømlinet og moderne ritual.

Det er noget, der deler vandene – og selvfølgelig gør det det. Sådan er det med alt, der betyder noget. Men når man lytter til kritikken af dåbskommissionens arbejde, kan det være svært ikke at få den tanke, at det ritual, vi bruger nu, er det, vi har brugt, siden Luther bankede 95 teser op på en klosterdør i 1517. Men det er det faktisk slet ikke. Siden 1556 har der otte gange været enten små justeringer eller store ændringer af måden, dåben forløber på. Den seneste var i 1992.

Et eksempel på noget, man gjorde engang, men ikke mere, er, at præsten, efter at have spurgt, om barnet var hjemmedøbt, sagde: “Far ud, du urene ånd, og giv Helligånden rum.”

Helt så store ændringer bliver der ikke lagt op til i denne omgang. Faktisk ligner det i det store hele sig selv. Selve dåbshandlingen bliver der ikke lavet om på – vi døber stadig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Lovprisningen fra Første Petersbrev lyder fortsat før dåben, som den gør det ved jordpåkastelsen – indgang og udgang. Og vi giver fortsat korsets tegn, både for ansigt og bryst, men om det så er, fordi vi tilhører den korsfæstede Herre, eller den korsfæstede og opstandne Herre, må tiden vise.

Det er altså alt det rundt om dåbshandlingen, der enten kan blive justeret eller i den mest vidtgående model udskiftet. Særligt én linje fra ritualets indledende bøn ser ud til at være omdrejningspunktet for meget diskussion – nemlig hvorvidt det er dåben, der gør os til Guds børn. Som jeg forstår kommissionens udspil, lægger de ikke op til, at det skal ændres, men giver muligheden for, at kirken lokalt kan anvende en anden takkebøn, der fremhæver nogle andre aspekter af dåben. Det er nok en smagssag, hvad man foretrækker, men jeg synes, alle kommissionens forslag er bedre end den, vi brugte i 1556, der begynder med:

“Du, der ved syndfloden efter din strenge retfærdighed har fordømt den vantro verden” og at Gud i syndfloden “betegnede den hellige tilkommende dåb.”

Når alt kommer til alt, er det væsentlige ikke vores ord, men Guds Ord. Som Luther engang skrev i sin store katekismus: “Når Guds ord er med, så er dåben en nåderig, livgivende vandbad og et genfødelsens bad i Helligånden.”

Om vi så bruger gamle eller nye ord, er det ikke formuleringernes klang, der bærer dåben – men Guds løfte, givet til os i Kristus. Vandet løber stadig, Ordet lyder stadig, og Gud gør stadig det, han altid har gjort: kalder mennesker sine børn.